På denne side er nogle forslag til ændringer, som indsættes efterhånden, som jeg får gode ideer.
Tilbagerulning af husdyrbrugloven til før 2011-loven:
Den første husdyrbruglov fra 2006 var på mange måder ikke det "perfekte æble", men udstak trods alt en ramme, som var rigtigt tænkt - bl. a. i forhold til habitatreglerne. Med de facto afskaffelse af forsigtighedsprincippet i habitatvurderingerne i 2011-loven og 2017-loven gik udviklingen den gale vej til skade for naturområder.
En revision af husdyrbrugloven, skal derfor have udgangspunkt i husdyrbrugloven fra 2006.
Lugtgrænseværdier:
Som nævnt under lugt, mener jeg det er problematisk, at de vejledende grænseværdier for lugt fra svinefarme er ca. 5 gange højere end de nyligt foreslåede lugtgrænseværdier for industrivirksomheder. Yderligere er der ved fastsættelse af lugtgrænseværdier for svinefarme taget hensyn til andre egenskaber ved lugten end detekterbarheden.
Mit forslag er, at der laves retningslinjer for lugt fra svinefarme, som er magen til de, der gælder for industrivirksomheder. Det vil have betydning ikke alene for lugten i omgivelserne, men også for sundheden, idet flere af lugtstofferne i gylle er sundhedsskadelige. Da lugtgrænseværdierne er fastsat i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 31 - 33, kan de formentlig ændres af ministeren/regeringen i henhold til beføjelserne i husdyrbruglovens § 34 uden behandling i Folketinget.
50% reglen:
50% reglen er en dispensationsmulighed, men administreres i hvert tilfælde i een kommune som en rettighed til stor gene for landsbybeboere.
Reglen burde efter min mening helt afskaffes eller revideres kraftigt.
Bevisbyrdereglen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 36, stk. 7
Den "bevisbyrderegel", som er indført i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 36, stk. 7 bygger på en antagelse om, at en ekstra deposition på ca. 1 kg N pr. hektar årligt ikke vil medføre påviselige ændringer af ammoniakfølsomme naturtyper i Natura 2000 områder, når samtidig henses til en typisk baggrundsdeposition på ca. 10 - 15 kg N pr. hektar årligt. Den påstand er efter min bedste mening uden dokumenteret videnskabeligt belæg, og bliver her anvendt til at "vende" bevisbyrden for, at et habitatområde ikke skades.
Det er i strid med Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og ikke i overensstemmelse med EU-domstolens dom i de forenede sager C-293/17 og C-294/17, navnlig konklusionens punkter 3, 4 og 5.(Se oversigten over EU-domme.)
Mit forslag er f.eks., i overensstemmelse med præmis 48 i c-258/11, at sidste punktum i § 36, stk. 7 ændres til: Ved skade forstås, at påvirkningen fra husdyrbruget med det ansøgte, vil kunne forhindre en varig opretholdelse af de grundlæggende kendetegn ved den berørte lokalitet, der er knyttet til udpegningsgrundlaget. Forsigtighedsprincippet finder anvendelse ved en sådan vurdering.